2008-05-22

Så starter vi igen - 23+ og LinkedIn

Herligt - første led i den nye runde er velkendt stof: nemlig LinkedIn, som jeg har brugt gennem længere tid. Jeg foretrækker den fremfor Facebook, da den er mere seriøs. Andre vil sikkert sige mere kedelig, men jeg har anvendt LinkedIn's faglige netværk til at få kontakt med andre, der arbejder med emner som jeg. DET er ikke lykkedes i Facebook. Desuden kan man genfinde gl. venner med fælles interesser.

2008-05-21

Søgemaskiner

Måske skulle man en gang imellem opdatere bloggen, også efter projektperioden. Jeg var netop på et godt kursus med Benno Jensen: Google er ikke gud.- Dejligt at få lidt opdatering, da det kniber i hverdagen at følge søgemaskinernes hastige udvikling. Det kan anbefales! Hold øje med f.eks. Exalead.com

2008-04-02

Wiki'er

Wikipedia har vi anvendt længe og med stor fornøjelse. De udenlandske tests af både den engelske og den tyske udgave, hvor svarene sammenlignes med Britannica og Brockhaus, viser at der er fejl begge steder, og ikke flere i Wiki!
Den ret nye Citizendium, der er skrevet af eksperter, men stadig web 2.0 projekt er spændende. Jeg forsøgte for længe siden at skrive et indlæg, men fik aldrig fulgt op på det. Wikipedia er mange gymnasieelevers foretrukne leksikon! - så vi må simpelthen lære dem, at det er ok, men MED kildekritik. Det ER da også nemt at få så mange aktive links omkring emnet forærende.

2008-04-01

Podcast og ITunes

Det har været noget af det vanskeligste for mig, måske fordi jeg har for lidt tid til det. Jeg må finde en kollega en dag, der bruger det regelmæssigt, da jeg tror, jeg kunne få glæde af at hente programmer ned. Ikke mindst gode P1-udsendelser, som man aldrig får ro til at høre ellers.Jeg har da fået hentet ITunes ned på pc'en, og så kan det ikke være så forskelligt fra at hente andre lydfiler ned og installere på MP3'en.

VodPod

Da vi gennem mange år har fulgt sønnekes skatebedrifter, blev min søgning i Vodpod et filmklip fra skaterhallen i Silkeborg, en turists film fra Skagen og et panoramavue fra Himmelbjerget.Billedmanipuleringen må komme senere. Foreløbig holder jeg mig til at manipulere lidt med digitale fotos.

2008-03-31

Lidt forår i toppen af bloggen

Sådan ser mandler ud, inden de kommer i posen! Billedet er fra Gran Canaria i begyndelsen af marts i år og taget i 26 graders varme.

2008-03-29

Last FM

Jeg kendte ikke Last FM, da vi hjemme har leget med en online-radiomulighed: Raima. (www.raimasoftware.com) Via denne kan man lytte til radiostationer fra hele verden, mens man arbejder med pc'en.
Last FM:Den var lidt tricky - måske er jeg bare ikke tålmodig nok. Jeg har fundet noget Sting - søgt i classic rock og fundet lignende. Jeg har hentet nogle numre og mindes en super koncert i Århus for 2006. Jeg forsøgte også at hente og tagge noget klassisk;: Brahms - Ein deutsches Requiem. Tilsyneladende er der ikke det store udvalg i klassisk musik.
Jeg er i tvivl om, hvordan jeg indsætter en widget, men har kopieret koden:


og tilsvarende for Runrig:

2008-03-28

Praktisk tip til evt. andre korsangere

Selvom det ikke er en direkte del af projektet, vil jeg fortælle, hvordan teknikken kan bruges til forberedelse af korsang. Jeg regner med, at Creative Zen fremover bliver mediet, hvor jeg gemmer øvefiler.

Jeg finder øvestemmer på Cyberbass.com i midiformat og afspiller dem, mens jeg optager dem på freeware-programmet Audacity. (audacity.sourceforge.com) Derefter eksporterer jeg dem fra Audacity som MP3'filer til afspilleren. Det er en stor hjælp, da jeg så kan lytte til altstemmen mens jeg kører bil, er i haven eller andet. Og familien er fri for at lytte til øvestemmer, der ikke er særlig spændende at høre på. Det er stadig nødvendigt at sidde med noden, men tiden afkortes væsentligt, da "melodien" har sat sig under aflytning.

Netvibes

Faktisk havde jeg en Netvibes side før 23 ting-projektet begyndte. Den har jeg nu genfundet, men ønsker ikke at ajourføre både Igoogle og Netvibes. - Kan bedre lide layout på Igoogle, så det bliver den jeg fortsat anvender.

2008-03-18

Creative MP3

Sidste uge fik jeg udleveret den længe ventede MP3-afspiller, der overraskede ved sin størrelse. Den er da godt nok "bette", men lyden er ok. Foreløbig har jeg installeret programmet og lagt en enkelt cd ind på den, ligesom jeg har lyttet til radioprogram på den.
Det er lidt svært at manøvrere og søge enkelte numre på den, men måske er det et spørgsmål om øvelse? Nu tager jeg den med på påskeferie, så er vi måske "blevet bedre venner" bagefter.

Min Library Thing-katalog

Hold da op, så fik jeg på en stille vagt også lagt nogle bøger på min boghylde i Library Things.Flere må følge ved lejlighed og måske også flere kommentarer. Jeg synes, at det var sjovest at finde de danske titler i egen database.

2008-02-06

Technorati

Så fik jeg logget mig på Technorati og kigget lidt omkring via søgning, men det blev nu ikke nogen "wauw"-oplevelse. Måske skal man have et konkret behov for at søge i de sociale kilder, før man ser lyset? Jeg søgte på den nye profblog.bibliotek.dk, men uden held. Til gengæld læste jeg, at svenskerne har fundet frem til Bibliotek.dk's markedsføringsquizz. Det er også en god ide. Måske skulle vi lave en quizz i at søge i vores database? Jeg tvivler dog på, at det bliver det store hit.

2008-01-31

Flickr - omsider





Flickr havde jeg udskudt, da det forekom "bøvlet". Jeg har nu lagt 4 fotos fra Biblioteca Pública i Oaxaca, Mexico, fra februar 2007, på nettet. Normalt opsøger jeg ikke biblioteker, når jeg er på ferie, men synet af den fantastiske gårdhave lokkede os indenfor. Desværre kunne personalet kun tale spansk, men atriumgården overgik bibliotekets rum, der var nedslidte og spartanske. Bemærk at man også har husdyr; ikke dromedar som os, men dinosaur - med lyskæder på! - Det ville dog være nemmere at bruge Picasa, når nu alt andet foregår via vores gmail-konto.

2008-01-28

Facebook

Med to ivrigt kommunikerende unge døtre er jeg forlængst indviet i denne verden, men jeg er mindre begejstret, end de er. Ideen med at genfinde bekendte, mennesker med samme interesser osv er fin, men al den "udenoms forsendelse" som "ligner du mest Britney eller ??", "er du mest britisk eller amerikansk" osv, synes jeg er tidsspilde. Jeg kan gå med til at sende virtuelle knus og lign. Det er nok et generationsspørgsmål, og Facebook er jo fantastisk populær.
Der findes dog også andre services, hvor man kan finde netværk ang. arbejde, specielle interesser osv - LinkedIn.com er et af mere seriøse.
"Netop landet" efter en weekend med masser af sang og dans med Caramba må jeg dog indrømme, at jeg til hver en tid foretrækker direkte kontakt med mennesker, der kan gi' et rigtigt knus og se hinanden i øjnene!

2008-01-21

Del.ici.ous

Del.ici.ous prøvede jeg for et halv års tid siden, men synes ikke, at der var det store behov. Jeg anvender bogmærker/foretrukne meget mindre i dag end tidligere. Nu er det stort set kun mine hyperlinks, og ellers søger jeg hurtigt. Men nu er der et nyt forsøg tilgængeligt under min kode: frankofil

2008-01-17

Messenger og MySpace

Jeg håber, at faktorernes orden er ligegyldig, så længe vi kommer igennem programmet. Mine Flickr-billeder "hænger" lidt endnu, men Messenger og LiveMessenger bruger jeg og har gjort længe. En praktisk kommunikationsform samtidig med at man måske arbejder med andet ved pc'en hjemme. Så kan man f.eks. se, om ungerne er hjemme hos sig og måske få lidt nyt ;-). Dog orker jeg ikke alle ekstratilbuddene og har ikke brug for dem. MySpace er i ideen ok, men jeg har indtryk af, at man ikke skal lægge for mange personlige oplysninger ud, "frit tilgængeligt", da de kan blive brugt som en opfordring til anden kontakt...end den jeg havde tænkt mig. Det er desuden en tidrøver af rang.